Pædagogiske tænkere

A.S. Neill - Skrevet af Espen Jerlang

A.S. Neill (Alexander Sutherland Neill – 1883 til 1973) blev født i Skotland, og voksede op i et calvinistisk hjem. Opvæksten i dette strengt religiøse og især seksuelt fordømmende miljø fik stor betydning for Neills liv og for hans pædagogiske tanker – især om opdragelsens negative betydning. Han gik ind for ”den frie skole” og et ikke-autoritært system. Han gik også meget op i barnets selvregulering og respekten for barnet i det hele taget. I 1921 grundlagde Neill ”Summerhill-skolen”, hvor Neills pædagogik om selvrealisering er meget fremtræden. Herved menes der, at barnet selv kan og skal bestemme hvilke timer de ønsker at deltage i, i hvilket tempo det skal gøres i og, at børn lærer bedst gennem leg. I begrebet selvrealisering, ligger også, at barnet ikke skal udsættes for færdige meninger og moral, men udvikle disse områder.

Neill tror på, at barnet er født uden ondskab og, at det er de voksne, som skaber ondskaben i barnet ved undertrykkelse, tvangsmæssig tilpasning til normer, regler osv.

De grundlæggende værdier for Neill er Selvregulering, som tidligere nævnt betyder, at børnene har en frihed til for eksempel selv at bestemme, hvornår de vil møde op og deltage i undervisningen. Den frie opdragelse er også vigtig for Neill, hvilket også går ind under selvregulering. Her menes der, at børnene leger frit, men under ansvar og fornuft.    

Målet ved opdragelsen/pædagogikken er at der bliver nogle gladere og mere omsorgsfulde børn ud af det og børnene lærer også selv at tage ansvar.

Barnesyn / menneskesyn

Neill tror på, at barnet er født uden ondskab og, at det er de voksne, som skaber ondskaben i barnet ved undertrykkelse, tvangsmæssig tilpasning til normer, regler osv. Barnet skal også behandles i overensstemmelse med udvikling og alder. 

Grundlæggende værdier

De grundlæggende værdier for Neill er Selvregulering, som tidligere nævnt betyder, at børnene har en frihed til selv at bestemme hvornår de vil møde op og deltage i undervisningen. Den frie opdragelse er også vigtig for Neill, hvilket også går ind under selvregulering. Her menes der, at børnene leger frit, men under ansvar og fornuft.     

Målet med opdragelsen/ pædagogikken

Målet ved opdragelsen/pædagogikken er at der kommer nogle gladere og mere omsorgsfulde børn ud af det og børnene lærer også selv at tage ansvar.

Forholdet mellem voksen/ professionel og barn/ bruger

Forholdet mellem voksen og professionel skal være godt og de pædagoger, der er til stede skal kunne lide børn og ikke lave for mange regler. Der skal dog være nogle regler, men de skal vedtages i samarbejde mellem barn og voksen.

Dog skal der være konsekvenser, hvis reglerne overtrædes.

Metode/ midler til at opnå målet

Lærerne skal respektere de ønsker og interesser børnene har og skal kunne fungere på lige fod med dem. Dette skal gøres gennem ærlighed, humor og interesse for vigtige lærerkvalifikationer. Børnene skal behandles i overensstemmelse med deres alder og udvikling. Dog bliver larmende børn smidt ud af undervisningen, men uden yderligere konsekvenser. Stemningen skal være præget af tvangsfri og rar atmosfære mellem børnene og derfor også gensidig respekt og varme. 

Supplerende læsning:

Supplerende læsning omkring Alexander Sutherland Neills´ liv:

C:\Documents and Settings\Louise Hove\Dokumenter\Downloads\ibj10B - Neill (2).mht

16 tanker om barndom fra Rousseau til Broström af Jette Rantorp – Hvor der indgår et kapitel af Alexander Sutherland Neill kaldet ”Frihed frem for alt”.

Pædagogiske tænkere af Piet Hein: Forskellige citater, som er udvalgt og ordnet efter pædagogikkens 7 forhold, altså:

Samfundssyn, menneskesyn, pædagogiske mål, pædagogiske principper, pædagogens rolle, tilrettelæggelse, metode.

Blogopgave d.7/11-12

Multisocialisering:

Multisocialisering, også kaldet dobbeltsocialisering, er en overlapning af de to socialiseringer, nemlig primær- og sekundær socialisering. For at forklare multisocialisering vil vi komme ind på disse to former. Primær socialisering foregår gennem barnets signifikante andre, dvs. en betydningsfuld person. Familien er i denne proces den primære socialiseringsarena. Normerne og reglerne som barnet har med hjemmefra, formidles videre til barnet og foregår subjektivt (at man indblander sine egne meninger), men barnet oplever dem objektivt (hvor ens blik og meninger ikke er inklusive, dvs. at man beviser noget gennem facts). Hvis barnet er specielt knyttet til den bestemte person(f.eks. pædagogen), så gør det personens regler og normer til sine egne. Med tiden vil barnet udvikle sin egen identitet i forhold til det samfund det lever i og vil med tiden kunne forholde sig til andre mennesker i samfundet og forstå dem.

Den sekundære socialisering begynder ved mødet med institutionen, f.eks. Skoler, SFO, børnehave, vuggestuer o.l.. I denne del får barnet en viden om regler og normer, som gælder for lige nøjagtigt den position, man befinder sig i(eks. skolen). En udfordring igennem den sekundære socialisering kan være, at barnet under den primære socialisering allerede har dannet sin identitet, og at der ikke er overensstemmelse mellem den primære- og sekundære socialiseringsarenas regler og normer. Den vigtigste rolle som pædagog består så i, at kunne hjælpe barnet med at få styr på reglerne og normerne, for at barnet derefter kan danne sin egen rolle som individ.
Multisocialisering kommer i spil, fordi børn ikke er ret gamle, før de kommer i daginstitutioner. Det vil sige, at grænsen mellem primær- og sekundær socialisering ikke er lige så tydelig, som den har været tidligere. Derfor påvirker de to begreber hinanden. Den tredje socialisering sker gennem medier og de nye familiestukturer, idet børn præges gennem bøger, blade, tv og internet(o.a.) og skal desuden forholde sig til delefamilier m.v. Denne påvirkning sker ofte uden en pædagogs tilstedeværelse.
I denne model ses kombinationen af denne delte proces mellem barnet, familien, medier og den signifikante person i institutionen.

Multisocialiseringsmodel: 

Kilder:

http://10rs1gruppe6.blogspot.dk/2010/09/socialisering.html>

http://www.gsweb.dk/lis/Paedagogik/Microsoft%20PowerPoint%20-%20Socialisering.pdf

Blogopgave d. 31/10-12

Hvem er de faste deltagere i mediepanikken?

De faste deltagere er blandt andet lærere, pædagoger, forældre og forskere/eksperter. Der er forskel på, hvordan familierne ser på brugen af medier i hjemmet og i fritiden. De forældreholdninger der findes er:

-          Den frigjorte familie, hvor medierne er naturlige og uden begrænsninger.

-          Den beskyttende familie, hvor der er reguleret i mediebrugen.

-          Den demokratiske familie, hvor mediebrugen er til debat og de unge præges til at bruge medierne fornuftigt, men ingen faste regler.

-          Den fællesskabssøgende familie, hvor forældrene støtter børnenes mediebrug, bare det ikke tager overhånd.

Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 110.

Andre har positiv holdning til mediebrugen, da de unge også får en del gode færdigheder ved for eksempel chat. Det kunne være:

-          Evnen til at tolke og udtrykke sig.

-          Hurtighed i kommunikation.

-          Evnen til at orientere sig.

-          Evnen til at reflektere.

-          Evnen til at færdes i skiftende sociale og kulturelle sammenhænge.

Kilde: Digital Dannelse af Lotte Nyboe, Frydenlund, 2009, side 138 - 139.

Links til artikler, debatter mv.:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/nye-medier-er-ikke-farlige
http://www.youtube.com/watch?v=gfBdVnzDtKg

Hvad er forskellen mellem den almindelige mening og de faglige begrundede opfattelser, der må ligge til grund for pædagogens arbejde? 

Den almindelige mening er det folk siger, når de taler om medier og alt det nye, der kommer (det er udokumenterede meninger). Det kan for eksempel være læserbreve, diskussioner på arbejdsplader etc. 

Den faglige begrundede mening, er baseret på evidensbaseret forskning og dokumenteret viden.

I øvrigt er mediepanik ikke et nyt fænomen, allerede for 2000 år siden udtrykte både Sokrates og Platon bekymring over henholdsvis alfabetet, teater og digtnings dårlige indflydelse på ungdommen.

Kulturfortællinger d.11/10-12

Forskellige kulturer

I dag har vi haft om forskellige syn på kultur. På klassen har vi snakket om kulturforskelle i det danske samfund. Vi har været delt op i forskellige grupper med forskellige opgaver. I grupperne har vi skulle sætte teoretiske ord på de forskellige opgaver, f.eks. på en historie, et radioindslag m.m. Her kom vi også frem til, at alle har en forskellig kultur, også os danskere. Alle kommer fra en individuel kultur, enten  fra ens familie eller fra et lokalsamfund. Vores overordnet konklusion på dagens arbejde er, at man skal gøre plads til at være forskellig, og at der skal være plads til alle.

På baggrund af dagens arbejde, har jeg selv fået noget at tænke over, især til praktikperioden som starter her til februar. Grundet i, at det kan være svært at vide hvornår man skal gøre forskel på folk, og hvornår man ikke skal, da det på mange institutioner skal være det samme for alle.

Dagens arbejde, har givet stof til eftertanke!

Individuel skriveøvelse: Redegørelse - Kulturfortællinger

De to indgange til kulturbegrebet

Med udgangspunkt i Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer kap 7, vil jeg gøre rede for de to indgange til kulturbegrebet.

Den tværkulturelle forståelse:

En tværkulturel forståelse tager udgangspunkt i en sammenligning af forskellige fænomener inden for forskellige kulturer. Den tværkulturelle model lægger således op til at fokusere på forskelle og ligheder, som f.eks. familiemønstre, kønsroller m.m. Derudover uddrager den konsekvenser for hvilken betydning det har for det enkelte menneske at vokse op imellem to kulturer, dvs. at det også har en konsekvens for den pædagogiske praksis, da der skal arbejde med at integrere de mennesker, der i forhold til børneopdragelse, har et andet værdigrundlag end det danske. Den kan være god til at pege på tendenser og opmærksomhedspunkter i kulturmødet, men hvis den anvendes ureflekteret, kan det ende med stereotype forestillinger. Hvis man laver en direkte sammenligning af ungdomsliv i en moderne kultur og ungdomsliv i den traditionelle kultur, giver modellen en form for overblik. Modellen forholder sig ikke til hvad der bestemmer en given kultur som kultur, derimod laver den en sammenlignende analyse af adfærd. Den tværkulturelle model rummer en fare for etnocentrisme eller kulturrelativisme, da en etnocentriskkulturforståelse ligger afstand til al den kultur som ikke er ligeså god som den kultur man selv er en del af, og den kulturrelativistisk model ser kultur som et fænomen som kun kan forstås inden for egne rammer. De to kulturforståelser ser derfor kultur som en afgrænset størrelse, som kan puttes i kasser. Begrebet psykologisk personbegreb, er det grundlæggende begreb inden for den tværkulturelle forståelse. Personbegrebet anskues som en vestlig konstruktion med fokus på fortiden som forklaring på menneskers følelser og handlinger.

Den transkulturelle forståelse

I modsætningen til den tværkulturelle forståelse, bevæger den transkulturelle forståelse sig væk fra det psykologiske personbegreb. Den transkulturelle forståelse taler derimod om selvet. Da selvet er noget der fortælles, er det vigtigt at fokusere på det sprog der bruges i fortællingen. Den transkulturelle kultur skal ses i et globalt perspektiv, da verden er i konstant bevægelse og der foregår massive folkevandringer. Den transkulturelle kultur ser ikke kultur som et statisk fænomen, men derimod som et dynamisk fænomen og dermed en evig proces. Den der betragter kulturer, må være opmærksom på at man selv er et produkt af kultur. Den transkulturelle model tager udgangspunkt i, at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker, og at der i ethvert møde udveksles og skabes kultur. Den transkulturelle model ser på kultur gennem kultur, dvs. at når to mennesker mødes kommer de forskellige faktor i spil, og derfor er den der betragter kultur nødt til at have et dobbeltblik der både kan vendes indad og udad.

Forforståelse og redundans

Forforståelse er med til at lette kommunikationen mellem mennesker. Det er forforståelserne der muliggør redundans. Redundans er det forhold der gør, at mennesker kan forstå hvad hinanden taler om uden at gå ned i hver detalje i samtalen. Det betyder, at selvom der udlades noget fra et udsagn, så vil modtageren kunne gætte det udeladte i og med at referencerammen dvs. det man henviser til, er den samme. Dette er dog kun når referencerammen er den samme.

Ændring af perspektiv

Kultur består af en synlig og en usynlig del. Det der kan opfattes, er altid kun en del af en større helhed, og helheden kan ikke opfattes med det blotte øje. En kulturanalyse må foregå i en ændring mellem at se og viljen til at se mere end det der kan opfattes med øjet. Derfor er man nødt til at flytte sig og holde sig i bevægelse for at ændre perspektivet og dermed tilføje en ny del til helhedsforståelsen.

En model for kulturanalyse kan se sådan ud:

Litteratur:
Hede Jørgensen, Hanne: Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer, 1. udgave, 1. oplag, Systime Academic, 2004. 

Feltstudieopgave - Nørbygård i Hanstholm

Feltstudie – Pædagogens kompetencer:

Interview med pædagogen Helle Fejerskov

Indledning:

Vi er en pædagoggruppe fra VIA UC Thisted, som har været ude at besøge Nørbygård i Hanstholm, hvor der er plads til 24 beboer, og hvor de tager sig af, og støtter folk med et misbrug af alkohol, stoffer og psykiske lidelser.  

Problemformulering:

Hvor har vi været? Hvem er pædagogen og hvor længe har hun arbejdet der? Hvordan fandt hun ud af, at dette var det område hun ville arbejde med? Hvorfor arbejder hun netop det sted? Hvad er det særlige? Hvordan håndterer hun en konflikt mellem pædagog og beboer?  Hvad er hendes rolle som pædagog? Hvad skal hun kunne? Hvad er det sværeste ved jobbet?

                                                          Et misbrugscenter set fra en pædagogs vinkel

I forbindelse med vores feltstudieopgave, har vi besøgt Nørbygård-centret i Hanstholm, og lavet et interview med den 35-årige Helle Fejerskov, som efterhånden har arbejdet der i 4 år, ud af de 6 år hun har været i pædagog. Udover pædagoguddannelsen er hun uddannet indenfor NADA-akupunktur, og er nu i gang med uddannelsen som en pædagogisk massør, hvilket er til fordel i hendes jobområde, da det beroliger beboerne.

     
Helle Fejerskov fortæller om, hvordan hun fandt ud af, at hun ville arbejde indenfor det område, som hun gør i dag. Hun fortæller, at hun i sin praktik fik indblik i området, og efter hun har arbejdet i børnehaver og fritidsordninger, fik interessen for at lære noget om mennesker, der var i pressede situationer. Det er et hårdt job at være pædagog på Nørbygård, da man gennem jobbet hører mange ubehagelige historier om deres baggrund, men derimod er personalegruppen god til at støtte, lytte og hjælpe hinanden. De har et godt fællesskab blandt personalet og sætter tid af til, at de kan komme af med nogle af de tunge oplevelser, hvis det kan være psykisk hårdt at overkomme.  Hun møder mange mennesker med forskellige misbrug, som hun hidtil ikke har kendt noget til, da hun selv har haft en tryg opvækst. Hun synes, at det er et fantastisk og spændende sted at arbejde, hvor empatien fungerer godt og hvor folk hurtigt kommer sig. Helle Fejerskov fortæller, at det er blandingsmisbrug, alkohol og psykiske problemer, der tit følges ad, når beboerne kommer, for at få hjælp. Hun går selv ind for døgnbehandling, da personalet derved kan holde øje med beboerne, og støtte dem til hver en tid. Inden de bliver udskrevet, bliver de tilbudt at få hjælp til at finde en anden omgangskreds. Personalet hjælper dem, med at sikre dem et indhold i tilværelsen, så de har en hverdag at komme ud til efter behandlingen.

     Pædagogen fortæller, om det særlige der er ved hendes arbejde. Hun kan mærke, at det glæder hende, at se dem smile og når der sker en positiv udvikling. Hun er glad for at kunne skabe ro og tryghed for beboerne, som hun bl.a. gør ved massage og akupunktur. Hverdagen er uvis, fortæller hun, da man ikke ved hvad man kommer op til. Hun oplever at høre mange fantasifulde historier, som efter beboernes mening, gerne skal overbevise pædagogen om, at de f.eks. må få mere beroligende medicin eller andet, end aftalt. Senere i processen kan de dog grine af deres tidligere historier, og over at de har, kunne ”snyde” dem. Personalet arrangerer forskellige aktiviteter i løbet af ugen, såsom motion, leg og værksted. Derudover er der morgensang hver morgen kl. 8.15, hvor de også får info om dagen og andre aktiviteter.

     Konflikt mellem pædagog og beboer kan forekomme, men da beboerne er meget konfliktsky, kan individuelle- eller gruppesamtaler være nødvendige for at skabe et godt fællesskab. Personalet arbejder med deres konkliftsky, ved at støtte dem, så dem til at sætte ord på deres følelser, motionere, shoppe eller f.eks. at lave en god middag uden alkohol. For at arbejde med den gruppe mennesker, skal man have viden og erfaring indenfor området. Det kan man få gennem kognitive kurser. Udover dét, er empati og forståelse for beboerne vigtig. Selvom beboerne ved indskrivningen skriver under på, at de ikke må forholde sig aggressive, så hænder det af og til alligevel, at beboerne er højrøstede og utilfredse, derfor må pædagogen være bestemt og konsekvent. Med de baggrundshistorier der bliver fortalt, kræver det at man er psykisk stærk.

     Det sværeste ved jobbet er, når børn er involveret i processen. Hun dømmer ikke beboerne der har børnene, men tager derimod hatten af for dem, da de kommer og åbner sig for personalet, og indser at de har et problem. Anerkendelsesprocessen er lang, men det er godt, at de kommer frivilligt for at få hjælp og støtte. På trods af at de savner deres hjem og deres normale hverdag i starten, så sker der en stor forandring i løbet af de første 2-3 uger.

Konklusion:

På Nørbygård har Helle Fejerskov beskrevet hendes job som pædagog, og hvad hendes arbejdsdag består af. Jobbet er hårdt, men også utrolig interessant. Hun fandt interessen i jobbet, gennem hendes praktikperioder. Hun arbejdede med jobbet, da hun dengang gerne ville lære at arbejde med pressede mennesker. Konflikter kan forekomme og kræver at man er struktureret og bestemt. Man skal med dette job have empati, forståelse, kunne give støtte, og være god til at lytte. Det der gør det hele værd, er at se de forskellige positive udviklinger og succeshistorier hos beboerne både mens og efter behandlingen. 

Hvad viser stereotypen?

Hvilke tanker får du? 

Før:

 

Efter:

Den stereotyp vi har taget udgangspunkt i, er en indvandre kvinde med tildækket ansigt og stor kjole, der dækker hele hendes krop. På billede to er hun blevet integreret og har derfor valgt, at gå uden tørklæde og stor kjole.